FAQ – Oftest stillede spørgsmål af nye medlemmer i klubben
– Hvordan bruger man driving range?
Du har allerede i dit prøvemedlemsskab ret til at benytte driving range. Ved indgangen til driving range står der regler for, hvad du skal overholde på rangen. Vi ser f.eks. gerne, at du selv bærer boldkurvene på plads efter brug. Bruger du driving range på tidspunkter udenfor sæsonen, hvor robotterne ikke kører, kan du samle bolde selv, evt. ved at bruge boldvognene.
– Hvordan passer man på andre og sig selv på banerne?
På den store bane er der faste regler for, at ingen bliver ramt af en bold. Greenkeeperne skal give tegn til dig, før du må slå bolden fremad, hvis de arbejder på det hul, du spiller på. Du skal konsekvent sikre dig, at spillerne foran dig er væk, før du slår til din bold. På hul 10 ringer du med klokken, når du passerer stedet, så spillere bag dig kan høre, at der er fri bane til at slå ud. Som nybegynder skal du også være varsom, når du leder efter din bold, og ikke er vant til at færdes på banerne. Hullerne grænser op til hinanden, så vær opmærksom på, om du er på vej ind på et andet hul i din søgen. Kommer du alligevel til at slå en bold, der er ved at ramme andre, råber du ”FORE” så højt du kan, så spillerne kan knæle med armene ovenpå hovedet for at beskytte sig. Hører du et ”FORE”, gør du det samme.
– Hvordan får jeg udstyr?
Du kan starte med at leje udstyr i Proshoppen under dit prøvemedlemskab. Når du melder dig ind, tilbyder Proshoppen en fitting, hvor du kan finde og købe det udstyr, der passer bedst til dig og din pengepung. Protrænerne i shoppen er gode til at hjælpe dig på vej og vejleder gerne om alt. Du kan også leje, hvis de er ledige, en trolley i proshoppen fra gang til gang.
